Succes avler succes – også inden for tildelingen af forskningsmidler
ARTIKEL Et nyt hollandsk studie udgivet i det anerkendte tidskrift PNAS viser, at forskere der opnår fondsmidler tidligt i forskerkarrieren, har op til 2½ gang større chance for at få tildelt fondsmidler senere i karrieren end de ansøgere, der ikke fik midler. Men hvorfor får forskere med lignende baggrund og evner forskellig grad af succes i deres forskningskarriere? En forklaring kan være, at akademisk succes er genstand for en Mattheweffekt.
Mikkel og Katrine har begge lige afleveret deres ph.d.-afhandling. Begge søger de midler hos en større fond til at fortsætte deres forskerkarriere. For at få fondets midler skal ansøgningerne evalueres med en score over en grænseværdi på 90 ud af 100 point. Katrine får 90.5 point og Mikkel 89.5. Katrine får pengene, det gør Mikkel ikke. Selv om vi antager, at der med så lille en forskel i score, ikke er den store forskel i kvalitet mellem Katrines og Mikkels ansøgninger, så har Katrine langt større chance end Mikkel for at opnå midler til forskning senere i karrieren. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om kvaliteten af hendes forskning, men om et begreb, der kaldes Mattheweffekten.
Matthæus 13:12
Matthæus 13:12.
Begrebet Matthew effect blev skabt af sociologen Robert Merton i 1968 til at beskrive, hvordan fremragende forskere får mere anerkendelse for deres forskning end mindre kendte forskere. Indtil nu har det været svært at måle, om forskellen i anerkendelse var en effekt af kvaliteten af forskernes arbejde eller om der var andre mekanismer i spil.
Tidlig succes er vigtig
Det er vigtigt at få forskningsmidler tidligt i forskerkarrieren, slår et nyt hollandsk studie fast. Tidlig succes øger nemlig markant chancen for at opnå midler senere i karrieren. Men hvorfor avler denne tidlige succes, også succes senere i karrieren?
For at besvare spørgsmålet har et forskningssamarbejde mellem universiteterne i Amsterdam, Utrecht og Berkeley undersøgt, hvilke mekanismer der spiller ind, når fondene uddeler penge til forskning. Forskergruppen med lektor og sociolog Thijs Bol i spidsen har kigget på, om det er kvaliteten af ansøgernes forskningsarbejde eller om det skyldes en effekt – kaldet Mattheweffekten. Mattheweffekten blev udviklet i slutningen af tresserne af sociolog Robert Merton til at beskrive, hvorfor nogle akademikere fik mere anerkendelse for deres forskning end andre.
I analysen tager forskerne udgangspunkt i forskningsmidler uddelt gennem fondsprogrammet IRIS (Innovation Research Incentives Scheme) af den Hollandske Organisation for Forskning (NWO). IRIS fungerer som det primære fondsprogram for unge hollandske forskere. Siden år 2000 har fondet uddelt 2,4 mia. euro (cirka 18 mia. kroner) til 3600 ansøgere, hvis ansøgninger er blevet evalueret med en score over en bestemt grænse.
Veni, Vidi, Vici programmet
Forskergruppen har set på data fra en 8 årig periode, der angiver evalueringsscorer på alle ansøgninger til startmidlerne Veni, der er tiltænkt forskere i starten af karrieren, og det efterfølgende Vidi-legat, som tildeles mere etablerede forskere. Specifikt har gruppen set på de ansøgninger fra Veni-midlerne, der fik tildelt en score lige over eller lige under den grænseværdi, der afgør, om ansøgningen godkendes eller afvises. De ansøgninger sammenligner de med, hvem der får tildelt det efterfølgende Vidi-legat flere år senere.
Resultaterne viser, at de ansøgere der ligger lige over grænseværdien – og dermed vinder Veni-midlerne – har 2½ gang større chance for at også at få tildelt de efterfølgende Vidi-midler end dem, som fik en score lige under grænsen. Dette kan forklares med to gensidig forstærkende effekter – forklarer Thijs Bol.
På den ene side følger der status med at have vundet et stort legat. Den status øger chancen for at vinde flere midler senere. På den anden side har de ansøgere, der ikke fik Veni-midlerne, større tendens til ikke at søge de efterfølgende Vidi-midler. Det er ikke fordi de forlader akademia eller Holland, de imødekommer bare en lavere chance for at vinde det næste legat, uddyber Thijs Bol.
På sigt åbnes en dyb kløft mellem forskere
For at imødekomme kritikken af deres undersøgelse, altså begrænsningen af kun at have kigget på uddelingen af to bestemte typer fondsmidler (Veni og Vidi-midlerne), har forskergruppen set på effekten af den tidlige succes på tildelingen af en række nationale og internationale fondsmidler som Vidi, Vici, ERC Starting – og Consolidator Grants.
Her viser resultaterne, at Mattheweffekten forøges mellem dem med tidlig og sen succes. Hullet mellem dem der får – og ikke får – Veni-midlerne bliver større, og efter 8 år har vinderne dobbelt så stor chance for at få tildelt yderligere midler fra NWO og det Europæiske Forskningsråd (ERC). Ansøgere med en score lige over grænseværdien har efter 4 år fået mere end 40.000 euro mere end dem, der lå lige under. Og efter 8 år er hullet vokset til 180.000 euro.
Resultaterne bekræfter samtidig, at tildeling af midler tidligt i karrieren ikke kun skaber en kløft i kampen om forskningsmidlerne, men også har langsigtede effekter på vindernes og ikke-vindernes placering i det akademiske hierarki. De forskere der får midler tidligt i karrieren, har 47% større chance for at opnå et professorat end deres konkurrenter (fra 19% til 28% af alle akademikere).
Spørgsmål om forskningskvalitet eller Mattheweffekt?
For at undersøge om effekten skyldes status eller kvalitet i forskningsarbejdet, har Thijs Bol og kolleger set på ansøgernes antal af publikationer, citationer og H-indeks (et indeks der måler forskerens videnskabelige produktivitet og betydning)
Selv om der er en positiv sammenhæng mellem den score ansøgerne får tildelt og antal af publikationer, citationer og H-indeks både før og efter tildelingen af Veni-midlerne, så finder Thijs Bol ingen signifikant stigning i videnskabelig produktion hos den gruppe, der vinder midler tidligt i karrieren. Forholdet mellem score og produktivitet er den samme før og efter tildelingen af midlerne. Det betyder, at ansøgerne ikke bliver målt på kvaliteten af deres videnskabelige produktion, men nærmere er et udtryk for en status-mekanisme, hvor de øgede chancer for at vinde tilskrives anerkendelse for at have vundet midler.
Hvordan lukker man hullet?
Men hvordan bliver ansøgere målt på meritterne af deres forskning, og ikke på den status fondsmidler giver? Thijs Bol stiller spørgsmålet, om bedømmelsesudvalg bør have adgang til ansøgernes data, når de skal vurdere, hvem der skal tildeles midler. Ansøgerens succes med at opnå fondsmidler angives både i CV’et og i databaser over uddelte midler. Når to forskere med lige kvalifikationer, samme antal publikationer og citationer skal måles og vejes op mod hinanden, er det som oftest den forsker, der har haft held til at få et stort legat tidligere, der ender med at vinde – en bekymring også adresseret af Anja Cetti Andersen i radioprogrammet 24 spørgsmål til professoren på Radio 24Syv.
Et andet tiltag er, at give ansøgerne adgang til den score, panelet giver deres ansøgning. På den måde får de forskere, hvis ansøgning ligger lige under grænseværdien, et incitament til at søge enten igen eller de efterfølgende legater. Til slut kunne flere, mindre legater fordelt på flere ansøgere være en måde at give flere muligheder for især unge forskere til at komme i gang med forskningskarrieren, mener Thijs Bol.
For Katrine og Mikkel betyder Mattheweffekten, at de ikke kun bliver målt på kvaliteten af deres forskning, men også i forhold til, hvem der har held til at skaffe forskningsmidler i starten af karrieren. Det har konsekvenser for dem begge, specielt i forhold til hvem af dem, der har størst chance for at opnå en høj placering inden for akademia.
Mere information:
- Thijs Bol et al. (2018) The Matthew Effect in Science Funding. PNAS.
- Robert Merton (1968) The Matthew Effect in Science. Science.