Kan man lære at tænke på et andet sprog?
INTERVIEW Det kan være rigtig svært at lære at tale et andet sprog. Det handler nemlig ikke blot om at bruge de rigtige ord, de skal også sættes sammen på en måde, der giver mening på det andet sprog. Postdoc på Københavns Universitet Wojciech Lewandowski undersøger, hvilke problemer sprogstuderende løber ind i, når de skal lære et sprog med andre grammatiske regler end deres eget. Hans mål er at udvikle en grammatisk lærebog, der skal gøre det nemmere for sprogstuderende at forstå komplekse morfo-syntaktiske forskelle mellem sprog.
It hasn’t really gone up for me yet! Ordene er den danske cykelrytter Nicki Sørensens og falder kort efter at have passeret målstregen i Vittel som vinder af 12. etape af Tour de France 2009. De fleste danskere er næppe i tvivl om, hvad Nicki Sørensen her mener, men for det engelsksprogede publikum giver sætningen ingen mening. En direkte en-til-en oversættelse af det danske frasalverbum ‘gå op for‘ har nemlig ikke samme betydning på engelsk som på dansk.
Det volder ofte sprogstuderende store problemer, når velkendte sproglige strukturer fra modersmålet vendes på hovedet og får en anden betydning på et andet sprog. Det er et område, der optager Marie Curie-postdoc på Københavns Universitet Wojciech Lewandowski. Han forsker i, hvordan mennesker fra forskellige sprog taler om bevægelse. Bevægelse er nemlig et område inden for lingvistikken, der er svært for sprogstuderende at lære.
Ikke alle sprog taler om bevægelse på samme måde
Skønt bevægelse er noget alle sprog har leksikale midler til at beskrive, så gør de det på meget forskellig vis. I midten af 1980erne foreslog en amerikansk kognitiv lingvist ved navn Leonard Talmy, at verdens sprog kunne deles i mindst to grupper i forhold deres leksikale præferencer og grammatiske muligheder for at beskrive bevægelse. Wojciech Lewandowski forklarer:
– “På sprog som dansk, tysk og engelsk koder vi oftest måden, hvorpå noget bevæger sig i hovedverbet, mens retningen udtrykkes uden for verbet i et adverbium eller en præposition. Vi siger fx ‘drengen løber ind i huset’, ‘the boy runs into the house’ og ‘der Junge rennt ins Haus’. På disse sprog har vi et stort fokus på den måde, drengen bevæger sig på. Det er her vigtigt at skelne mellem, om han løber, går, hopper, hinker, kravler eller snubler ind i huset. Måde er centralt for handlingen og derfor udtrykt i hovedverbet”.
– “Sådan er et ikke på sprog som spansk, tyrkisk og japansk. Her koder man retningen i selve hovedverbet og siger: ‘el chico entra en la casa’ (drengen ‘entrerer’ huset). Når retningen udtrykkes i verbet, er der i hovedsætningen ikke længere plads til måden. Hvis måden er relevant, så bliver det typisk udtrykt i en gerundium i en ledsætning som fx ‘el chico entra en la casa | corriendo’ (drengen ‘entrerer’ huset | løbende). Ellers bliver måden noget bevæger sig på oftest bare udeladt”.
Sprogspecifikke forskelle kan have indflydelse på måden vi tænker
Netop fordi to sprog som fx dansk og spansk har forskellige grammatiske muligheder for at udtrykke bevægelse, betyder det også at de tænker forskelligt om bevægelsesbegivenheder. Fænomenet kaldes thinking-for-speaking og omhandler de mentale processer, der er involveret i sprogproduktion. Det er en mere moderat version af Sapir-Whorf-hypotesen der postulerer, at det sprog man taler, påvirker tankerne og måden man anskuer verden på.
– “Leksikaliseringsmønstrene – eller måden vi typisk udtrykker måde og retning i lingvistiske kategorier som verber eller verbalpartikler – påvirker vores sprogprocessering. For dansk- og engelsktalende personer er måde konceptuelt essentielt, og en central del af bevægelsesbegivenheder. På dansk kan man sagtens sige ‘drengen krydsede gaden på cykel’, men man vil oftere støde på formuleringen ‘drengen cyklede over gaden'”.
– “Det modsatte er tilfældet på et sprog som spansk. Når måde er noget, der placeres i en ledsætning, bliver det ‘kognitivt tungt at processere’. Det vil sige, at det faktisk oftest udelades. Derfor er måde ikke så vigtigt for denne sprogtype, og det konceptualiseres derfor ikke på samme måde som på dansk. Spansk og dansk har altså i teorien to forskellige ‘thinking-for-speaking’-mønstre, netop fordi det er en bestemt automatiseret måde at tænke bevægelse på”.
Svært at restrukturere semantiske repræsentationer
Sådanne thinking-for-speaking-mønstre er meget tydelige i andetsprogstilegnelse. Gentagende tværsproglige forsøg viser, at det er svært for sprogstuderende at ændre fokus fra en måde at tænke bevægelse på til en anden. Danskere bliver ved med at udtrykke måde i hovedverbet og retning i en partikel, når de taler spansk, og spaniere udelader oftere måde, når de taler engelsk, selv om måde er en central del af det engelske thinking-for-speaking-mønster.
–“Når studerende af et typologisk anderledes sprog skal lære at tale om bevægelse, er ikke det nok at lære de korrekte ord, de må også lære at strukturere dem på samme måde, som man gør på det sprog, de er ved at lære. For at automatisere sådan en proces må de omstrukturere, hvordan de tænker om bevægelses i det øjeblik de taler, dvs. gradvist i sprogtilegnelsen lære at tænke, som man tænker på det andet sprog”.
En ny sprogtilegnelsesgrammatik?
Wojciech Lewandowskis mål med forskningen er først og fremmest at afdække, hvilke problemer hans forsøgsdeltagere fra Polen, Tyskland og Spanien løber ind i, når de skal lære et typologisk anderledes sprog end deres eget. Dernæst arbejder han på at udvikle en grammatisk lærebog, der skal gøre det nemmere for sprogstuderende at forstå komplekse morfo-syntaktiske forskelle mellem sprog.
–“Problemet med traditionelle undervisningsmaterialer er, at de ikke inkluderer disse strukturelle forskelle i sprogundervisningen. Man kan fx lære at hoppe hedder ‘saltar’ på spansk og ind hedder ‘dentro’. Men man lærer ikke, at spaniere vender rundt på måde og retning, så de har et større fokus på retningen af bevægelsen end måden”.
At lære at tænke i sprogmønstre på et andet sprog er notorisk svært for sprogstuderende, da nye strukturelle mønstre konkurrerer med kognitivt veletablerede førstesproglige mønstre. Det betyder, at vi har svært ved at lære at tænke og tale på et typologisk anderledes sprog, fordi måden vi taler om bevægelse på vores modersmål er så dybt forankret i vores hjerne og svært at ændre.
–“Nogle sprogstuderende opfanger nemt de strukturelle forskelle ved at læse, lytte eller samtale på det andet sprog, andre har brug for formel instruks for at lære det. Og det kan læres! Sprogtilegnelse er naturligvis mere end et spørgsmål om at huske grammatiske regler og konstruktioner, det er også et spørgsmål om automatisering. Det betyder faktisk for en dansk sprogstuderende at for at kunne lære at tale om bevægelse på et typologisk og strukturelt anderledes sprog, som fx spansk, så må man populært sagt også lære at tænke på spansk”.
Wojciech Lewandowski arbejder ikke kun med forskellige sprogs talemønstre, men også med hvordan personer – der taler forskellige sprog – gestikulerer, når de taler om bevægelse. Han har senest udgivet en artikel i samarbejde med Şeyda Özçalışkan fra Georgia State University om, hvordan talesamtidige gestus kombineret med talemønstre kan give et mere præcist billede af, hvordan bevægelse konceptualiseres i hjernen.
Mere information: